
Det økologiske bageri og mølleri Aurion har netop sendt Grød nr. 6 ud på hylderne i Irma
Nu bliver Aurions populære grødserie hos Irma udvidet med endnu
en variant - Grød nr. 6 - der er en nordisk inspireret grødblanding
med blandt andet bygflager, knækket spelt , revne hasselnødder,
tyttebær og blåbær. Samtidig sætter Irma et opskriftshæfte på
hylderne, hvor Aurion i samarbejde med stjernekokken Rasmus Kofoed
giver inspiration til, hvordan man kan tilberede de forskellige
grødblandinger. I hæftet finder man blandt andet opskriften på
pandekager med brombærsyltetøj, som er bagt på den nye Grød nr.
6.
- Det er en næringsrig grød med grov struktur og lidt farve fra
bærrene, forklarer Jørn Ussing Larsen, der er daglig leder af det
økologiske og biodynamiske mølleri og bageri Aurion A/S.
Historien om det ristede korn
Det var i bageriet i Hjørring, at Aurions egen grødserie med
blandt andet "Den flade maves grød", "Altid mæt grød" og
"Krudtuglegrød" så dagens lys i 2004 og siden blev udviklet til de
populære grødblandinger nr. 1,2,3,4 og 5 med hjælp fra Rasmus
Kofoed og Økologisk Fødevarerådgivning.
Den gamle bondekost fik en renæssance, da de nytænkte
grødblandinger - iklædt nye, farverige emballager - blev sendt ud i
supermarkedet Irma i november 2008. Alene de første to måneder blev
der solgt hele 25.000 poser grød.
-Det specielle, vi gør, er, at vi rister kornet. Det giver
en lækker duft, både når man åbner posen, og når man koger grøden.
Og samtidig giver det en afrundet smag, siger Jørn Ussing
Larsen.
Han forklarer, at det ristede korn er hovedhjørnestenen i Aurions
grødblandinger, og at kornets historie er med til at skabe hele
oplevelsen omkring Aurions brød og grød.
- Korn er den vigtigste fødevare historisk set, og man rister korn
overalt på jorden i en eller anden variation. I Bolivia rister man
quinoaen, og i Tibet graver man byggen ned i jorden under ildstedet
for at udnytte varmen efter madlavningen, siger han.
Fra gale til geniale
Siden virksomhedens fødsel i 1974 har Jørn Ussing Larsen gjort
sig mange erfaringer med ristning, valsning og maling af korn på
stenkværne. Aurion har reintroduceret kornarter som eksempelvis
spelt og emmer og arbejder med at udvikle andre gamle kornarter. Og
danskerne har i dén grad taget den økologiske og biodynamiske grød
og melet fra Aurion til sig. Men begejstringen har ikke altid været
en selvfølge.
- Da vi startede, blev vi betragtet som meget alternative. Folk
syntes, vi var mærkelige, siger Jørn Ussing Larsen, der blandt
andet husker en morgen for mange år siden, hvor en landmand havde
taget plads ude foran bageriet for at give sin mening til
kende.
- Han gav udtryk for, at det var fup og svindel det hele, siger
Jørn Ussing Larsen og ler.
Og der er god grund til at grine. For hvor der dengang kom fem
besøgende, når virksomheden holdt åbent hus, kommer der i dag 500
besøgende om året. Og Jørn Ussing Larsen oplever jævnligt, at folk
henvender sig for at rose ham for sit arbejde og fortælle ham, hvor
glade de er for hans mel, siger han.
- Vi har ikke flyttet os så meget. Det er måske verden, der har
flyttet sig.
Irma og det nordiske køkken:
Grød nr. 6 er en del af Irmas nye projekt, Irmas Nordiske Smag,
der går ud på at få det nordiske køkken indenfor rækkevidde for en
større del af befolkningen. Derfor sætter Irma nu både nye, glemte
og klassiske nordiske varer på hylderne.
Fakta om Aurion:
- Aurion forarbejder 18 typer korn og frø og har tæt kontakt til
50 udvalgte bønder, der dyrker økologisk og biodynamisk korn i
Danmark.
- Ud over korn og mel producerer Aurion brød, mysli,
grødblandinger, frugtpålæg og chokolade.
- Produkterne sælges i helsekost- og specialbutikker over hele
landet, samt i Irma.
Aurions egen grød:
Aurion har netop selv lanceret to nye typer grød - God Aften
Grød og Alletiders Grød - som kan købes i helsekost. God Aften Grød
indeholder rug, byg, tørrede tomater, rødbeder, gulerødder, løg og
champignon og egner sig til postej. Alletiders Grød indeholder
spelt, ris, rug, byg, tørrede tranebær, kirsebær, tyttebær og
blåbær.
Til nyhedsoversigt